1. De er simple
2. De er en singleenhed, (samme rør tager sig af både den negative og positive halvdel af signalet, hvilket betyder at der kun er brug for en positiv strømforsyning.
3. Den forstærkende komponent! "Røret" har lavere og mere "perfekte" fejlkapaciteter end eks. transistorer, der er tale om en fejlkapacitet der har vakuum som isolerings materiale (dielektricum), hvilket giver en glimrende kondensator, kondensatoren er stadig væk en fejl, men den kan ikke undgås, her er det værd at erindre sig, at hvergang vi har en spændingsforskel mellem to punkter, vil der også være en kapacitet, denne kondensators dielectrikum vil være bestemt af det der er mellem de to punkter, i bedste fald vil det være luft. Det er nemt at se at en forstærker vil være fuld af kapaciteter alle vegne, som umiddelbart ikke ses. Et mange gange overset faktum, i den forbindelse kan det også nævnes, at forstærkeren også er fyldt med spoler der heller ikke umiddelbart er synlige,1 cm ledning svarer ca. til en spole på 15 nH.
4. Rørforstærkere er som regel lavet med meget lidt modkobling eller slet ingen.
5. Der er generelt mindre plastic i en rørforstærker end i en forstærker med transistorer.
6. Rørforstærkere benytter overføringskondensatorer, eller trafoer, hvilket jeg ikke tror er nogen fordel, men når der laves singleenhedskredsløb, er de en nødvendighed for at kunne spærre for DC spænding. Dette gælder også, hvis der arbejdes med transistorer der er koblet som singleenhed.
7. Det enkelte rør har sædvanligvis mindre forstærkning end transistorer, specielt hvis der benyttes trioder. Røret styres af en spænding, i modsætning til transistorer der styres af en strøm. En undtagelse er FET transistoren og Mosfet, som er spændingsstyret som røret.
8. Rørforstærkeren arbejder mange gange med meget høje spændinger, set i forhold til det signal der skal behandles. Kan give størrer linearitet, en undtagelse er, hvis der laves udgangsforstærkere med rør.
9. En rørforstærker har overvægt af lige harmoniske forvrængnings produkter, ( ikke så irriterende for vores ører i forhold til overvægt af ulige harmoniske, dette skyldes ikke så meget røret, men mere at det arbejder i en singleenhedskobling, den samme overvægt af lige harmoniske kan opnås med transistorer der arbejder i en singleenhedskobling, med høj forsyningspænding.
10. Røret i sig selv har en meget simpel virkemåde, der følger nogle simple naturlove, og der er god plads til elektronstrømmen, imodsætning til en transistor der har en langt mere kompliceret måde at virke på, det minder en del om kemi, der er også en kraftig indsnævring af signalvejen.
Ud fra det ovenstående virker det som om at valget mellem rør og transistorer er nemt, men røret har også sine ulemper:
1. De er kostbare, og vil nok i fremtiden blive vanskelige at få fat i , og måske blive dårligere, fordi prisen skal holdes nede. Eller hvis kvaliteten skal holdes meget dyrere.
2. De skal have meget høj arbejdspænding, og dermed en dyr strømforsyning, en begrænsning af hvilke komponenter der kan vælges til konstruktionen, samt dyrere komponenter generelt.
3. Rørene bliver dårligere fra første gang der sættes spænding til, og denne proces forsætter sikkert og stabilt indtil røret er brændt ud, de fleste rørfolk skifter deres rør efter ca. 1000 til 2000 timer, og får et chok hver gang over den opnåede forbedring.
4. Rørene er følsomme for rystelser (microfoni), de kan sågar have microfoni helt af sig selv i størrer eller mindre grad. Dette har transistorer også, bare i en langt mindre grad.