Princippet går i alt sin enkelhed ud på at efterligne et potentiometer. Indgangsimpedansen er rimelig konstant, hvis belastningen fra volumenkontrollen ikke er for voldsom, men den impedans indgangskredsløbet ser ud i vil ikke være konstant, derudover vil indgangskredsløbet impedans have en del der er kapacitiv dækkende fra få pikofarad til flere hundrede. konsekvensen af det er, jo højere der skrues op, jo mindre frekvensområde vil forstærkeren få , det kan være ret markant ved høje værdier for volumenkontrollen i forbindelse med høje indgangsimpedanser eks.v. rørudstyr. Frekvensbegrænsning behøver ikke være dårligt, hvis det gøres rigtigt (ikke for kraftig afrulning, noget der ligner den måde et kabel afruller på, eller som Steen Duelund en gang så rammende sagde: ligesom den måde lyd, der går gennem luft, frekvensbegrænses på, det er vores ører jo særdeles bekendt med, en gammel håndregel siger at frekvensområdet bør være lig produktet 20 Khz * 20 Khz = 400000, at frekvensområdet begrænses når der skrues op, det virker umiddelbar ok. Det er klart, at jo mindre værdi for volumenkontrollen, jo mindre vil det omtalte frekvensbegrænsning være. Standardværdier for volumenkontrol har i mange år været 47 til 100 Kohm, på transistorudstyr ses tit værdier på 10 20 Kohm.
