Diamagnetisme og Paramagnetisme
Alt stof har magnetiske effekter, og deles op i tre hovedgrupper: Diamagnetisme, paramagnetisme, og ferromagnetisme. Disse grupper har følgende karakteristika:
Diamagnetiske stoffer frastødes svagt af en magnet ,og mister sin magnetisme når magnetfeltet fjernes, atomerne i diamagnetiske stoffer har ikke noget permanent magnetisk moment, fordi momenterne fra elektronernes baner og fra deres spin ophæver hinanden.
Anbringes sådant et atom i et magnetfelt vil elektronernes hastighed blive ændret ifølge Lenz' lov, så deres magnetfelter modvirker det ydre magnetfelt, og de frastødes af magnetfeltet, og det kan tilføjes, at stoffets evne til at blive magnetiseret, kaldet susceptibilitet, er negativ for diamagnetiske stoffer og susceptibiliteten er ikke temperaturafhængig.
Paramagnetiske stoffer tiltrækkes svagt af en magnet, og mister sin magnetisme når magnetfeltet fjernes. Atomerne i paramagnetiske stoffer har hvert et permanent magnetisk moment, som bliver drejet i det ydre felts retning. Herved forstærkes den oprindelige fluxtæthed. Det svarer til, at en strømsløjfe bevæger sig, så den omslutter størst mulig flux, derved adderes dens egen flux til den udvendige flux. I paramagnetiske stoffer forøges fluxtætheden, når de anbringes i et magnetfelt, susceptibilitet for paramagnetiske stoffer er positiv og temperaturafhængig.
Ferromagnetiske stoffer tiltrækkes eller frastødes stærkt af en magnet, og kan bevare sin magnetisme også når det tilførte magnetfelt er fjernet.
Om et stof er diamagnetisk eller paramagnetisk, kan eftervises med nedenstående opstilling:
Hvad i hede osv. har alt det ævl med hi-fi at gøre. Ja, her vil jeg gerne nævne Steen Duelund og Michael de Waall, som er ophavsmænd til ideen om at der måske er en sammenhæng, mellem god og dårlig lyd, afhængig af om der er benyttet dia eller paramagnetiske materialer i en hi-fi konstruktion.
Først vil jeg nævne nogle materialer der er paramagnetiske , og som bruges i stor udstrækning i hi-fi udstyr:
Jern
Nikkel
Aluminium
Gennem flere år har jeg og andre eksperimenteret med at fjerne paramagnetiske materialer fra vores hi-fi udstyr hvor det var muligt, og erstattet dem med diamagnetiske materialer, og fået bedre lyd, mere naturtro mod instrumenternes klang(synes vi selv, der er i hvertfald en ændring i lyden).
Af diamagnetiske materialer kan nævnes:
Sølv
Kobber
Guld
Bly
Kviksølv puhadada, men der findes faktisk nogle relæer der har kviksølv som ledemateriale.
Messing burde også være diamagnetisk, men jeg er ikke 100% sikker, her taler vi bla. om skruer.
Loddetin består af en blanding af dia og paramagnetiske materialer, og forsøg må vise, hvordan det samlet fremstår, dia eller paramagnetisk, og om der er forskel på de forskelige typer og mærker af loddetin.
Der er nogle der hævder at de kan høre forskel på, om der er brugt den ene type loddetin eller en anden, personligt mener jeg at kunne høre forskel på sølvloddetin og almindeligt loddetin, I mine ører kommer sølvlodetin ud som vinder, forbedringen er dog ikke så markant, at jeg vil påstå jeg kan gætte rigtigt i en blindtest.
Men mange af disse små ændringer lagt sammen bliver efterhånden til en stor hørbar forskel, som man ikke vil kunne overhøre i en blindtest. Man kan sige det gælder om, at finde de små forbedringer der entydigt går i den rigtige retning, (nemmere sagt en gjort). Hvis der også er videnskabeligt belæg for de små forbedringer, er alt jo bare i den skønneste orden.
Den ovenstående teori om diamagnetisme og paramagnetisme er på samme måde som en anden af Steen Duelunds teorier som siger: Der må ikke benyttes materialer der kan oplagre statiske ladninger i hi-fi apparater, det er måske både en videnskabelig og lyttemæssigt farbar vej til bedre lyd. Mine praktiske erfaringer peger faktisk i den retning.
En lille tanke! De de to teorier hænger måske sammen på en eller anden måde. Jeg har ikke den fornødne viden til at svare på dette, men måske er der andre der er i besiddelse af den fornødne viden til at bekræfte eller afkræfte.